Jeg har altid elsket at tale med mennesker. Også som barn. Dengang var der bare et lille problem: Ingen forstod, hvad jeg sagde. Jeg arbejdede kun med to konsonanter, og mine vokaler var selvopfundne. 

​

Det var dog ikke noget, mine pædagoger så som et problem. "Lærke klarer sig helt fint, hun har rigeligt med venner, og så skal resten nok komme med tiden." Hmmm... skeptisk og kortvarigt godtog min mor den forklaring. ​

​

Men da mormor igen og igen spurgte: "Hvad er det, hun siger?", så besluttede min mor, at nu går det ikke længere med den hvalsang. 

​​​

Hun kontaktede derfor en talepædagog, og her blev hun for alvor chokeret. Papiret var fyldt med røde krydser.

​​

Efter den mildest talt dårlige test, så var næste step at tjekke min hørelse. Der måtte være noget grundlæggende galt. Og her var forklaringen - jeg hørte, som var jeg under vand.

​

Det blev fikset, og det samme gjorde mit sprog heldigvis, så bare rolig - i dag vil arket kun have grønne krydser. 

​

​Jeg har fået fortalt denne historie mange gange i mit liv, og jeg synes, den er med til at fortælle noget om min personlighed.

 

Selv dengang, hvor jeg ikke kunne sige ét ord korrekt, formåede jeg at opbygge gode relationer. Og selvom ingen forstod hvad jeg sagde, så stoppede det mig ikke. 

​

Jeg har fortsat et stort gåpåmod i dag, og jeg holder af at tale med mennesker, uanset om det er en dame fra Nettokøen, eller en af mine nære relationer. Jeg har altid været relationsstærk og værnet om folks tillid - noget som jeg tager med mig ind i journalistikken. ​

​​​ 

​​

​

​​​​